I modsætning til honningbierne, hvor det er hele samfundet, der overvintrer, er et humlebisamfund kun etårigt. Hen på efteråret dør alle arbejder-humlebierne, og det er kun nogle unge dronninger fra hvert bo, der efter at have parret sig går i dvale og redder slægten gennem den kolde tid.
Dronningernes forårsvågnen
De humlebier, som man allerede i marts måned kan se brumle lavt søgende hen over jorden, er netop sådanne unge dronninger, som er kommet frem fra deres vinter-opholdssteder og er ude for at finde sig et passende sted til at grundlægge et nyt samfund.
Valg af reden og boets indretning
Vi har her i landet en halv snes forskellige arter humlebier. De fleste af dem bygger helst deres bo i jorden. Det kan være i en forladt muserede eller i en hulhed mellem sten i et stendige. En tom mejsekasse, en spurverede under tagskægget eller en isoleringsmåtte på et loft kan også bruges. De arter, som oftest slår sig ned i huse, er stenhumlen, Bombus lapidarius, og hushumlen, Bombus hypnorum.
Dronningens rolle i reden
Når humlebidronningen har bestemt sig for et sted, går hun i gang med at indrette reden. Er hulrummet for lille, så udvider hun det - til knytnævestørrelse - og hun isolerer det med tørre plantetrævler, med mos eller musehår. Af voks bygger hun et par små krukker på størrelse med fingerbøl, en til forråd og en til at lægge æg i.
Udviklingen af humlebisamfundet
Larverne, som klækker nede i vokskrukken, bliver fodret af dronningen med blomsterstøv og nektar.
Når larverne har ædt sig store, forpupper de sig, og nogle dage senere kommer så årets første arbejderhumlebier på vingerne. De er tit meget små, simpelthen fordi dronningen ikke har kunnet overkomme at hente tilstrækkeligt med føde til dem. De træder nu hjælpende til med byggearbejdet og med at samle forråd, mens dronningen mere og mere helliger sig æglægningen.